Maleriet 1D tilhører serien Chroma, hvor en bestemt farve bruges til at udtrykke en følelsesmæssig tilstand. Hvis vi skulle give det en anden titel, kunne det være ‘elektrisk forelskelse’ eller noget i retning af ‘have sommerfugle’ eller ‘eksternalisering af kærlighed’, selvom det ville lyde en sælsomt alt sammen. Men det er her, ord mislykkes, og billeder triumferer i sit eget uforenelige sprog.
Der er en meget gennemtrængende og klar blå i spil her, og det kaldes Cølin på dansk, og farven er endt med at blive brugt i flere af mine malerier … og næsten altid laseret op i flere lag for at give det ekstra pang. Nu bruger jeg sommerfugle i flere sammenhænge. Praktisk talt, bliver de brugt som semiotiske symboler, som bogstaveligt talt peger på naturen og livets sarte skrøbelighed som I Vanitas (lev før du dør) eller som flygtige øjeblikke. Men i dette maleri brugte jeg dem som en eksternalisering eller udtryk af følelser. Den unge kvinde er forelsket og har sommerfugle i maven.
Siden middelalderen har populærkulturen omtalt hjertet og maven som steder, hvor følelser og intuition finder sted. I det 20. århundrede har vi grinet af det ved at have meget fokus på vores bevidste hjerne, mens udtrykkene er stadig med os i f.eks. popmusik og ordsprog. Ifølge modtaget visdom er hjernen det eneste sted, hvor tanker og følelser burde finde sted.
I det 21. århundrede har videnskabsmand opdaget, at vi har neuroner rundt om vores hjerter og maver, forbundet til vores samlede neurale cortex.